Tømrer løn
Skrevet d. 2. juli 2020 af Andreas Thomsen
Elsker du at arbejde med træ, og kan du godt lide et aktivt arbejde, hvor du får mulighed for at bygge og reparere alt fra huse og terrasser til dørkarme og carporte? Så kan det være, at livet som tømrer er noget for dig. Men hvad tjener en tømrer? Det kommer vi nærmere ind på i denne artikel, som omhandler løn som tømrer.
Og står du og overvejer, om du skal hyre en tømrer til at udføre noget arbejde, så læs også gerne med her i artiklen, hvor du får en nogenlunde idé om, hvad man i gennemsnit skal betale for en tømrer i timepris.
Men inden vi når så langt, at vi får kigget på, hvad en tømrer får i timen og som månedsløn, så skal vi først lige kigge på, hvilke typer opgaver en tømrer som regel vil blive sat til at løse.
Hvad laver en tømrer?
En tømrer er på mange måder en altmuligmand. For mens andre faggrupper som elektrikere og VVS’ere er meget specialiseret i lige netop el eller rør, så kan en tømrer klare langt de fleste små og store opgaver, som man støder på under vedligeholdelse eller nybyg.
Derfor vil en tømrer typisk blive sat til at klare en masse forskellige ting, lige fra at lægge en træterrasse til at isætte nye vinduer. Men en god tømrer kan også meget mere end det. Det kunne eksempelvis være at:
- Bygge tagkonstruktioner
- Bygge eller reparere ydervægge og indervægge
- Opsætte gipslofter og gipsvægge
- Lægge gulv
- Bygge trapper
- Og meget mere
Eftersom der nærmest altid vil være en tømrer involveret i et byggeprojekt, er tømrere typisk også ret snilde til en række opgaver, der ligger uden for deres fag. Det er naturligvis ikke nødvendigvis noget, som de har tilladelse til at udføre, men som regel kan de give et par gode fifs med til, hvad der skal udføres af elektrisk arbejde, hvilke rør der skal flyttes og så videre.
Så hvis du skal have udført nogle af ovenstående opgaver i forbindelse med et nybyggeri, en ombygning eller en renovering, så er der ingen tvivl om, at du skal have fat i en kompetent tømrer.
Timepris: Hvad tjener en tømrer?
Nu er vi kommet til det spændende afsnit, for hvad er den aktuelle tømrer løn? Og hvad kan man forvente at tjene som tømrerlærling, hvad end man så kommer fra en EUX, en EUD eller om man er voksenlærling? Det kan du få svar på lige her.
En færdigudlært tømrer tjener i gennemsnit 26.000 kroner før skat om måneden med 37 timers arbejde om ugen. Det svarer cirka til 162 kroner i timen. Dette kan naturligvis variere alt efter hvor i landet man bor, hvor mange års erfaring man har, og så videre.
Hvad lønnen er efter skat, kan være svært at sige, da det afhænger gevaldigt af dine personlige skatteforhold. Derfor kan vi kun give et estimat, der lyder: alt mellem 15.000 kroner og 22.000 kroner efter skat om måneden som tømrer.
Som tømrerlærling tjener man lige omkring 70 kroner i timen i første periode, hvor man er ude som lærling. I anden periode er timelønnen for en tømrerlærling cirka 83 kroner i timen, mens lønnen per time stiger til cirka 95 kroner i tredje periode. I fjerde og sidste periode, hvor man er ude som lærling, tjener man lige omkring 115 kroner i timen.
Når fjerde periode er afsluttet og man har fået sit svendebrev, kan man forvente at komme op omkring de 162 kroner i timen.
Dette betyder dog ikke, at man som kunde, der hyrer et tømrerfirma, kun skal betale 162 kroner i timen for en tømrer. Firmaet skal nemlig også have dækket omkostninger til billig, materialer, leje af værksted, udstyr, og så videre, ligesom de også gerne skulle tjene lidt penge i den anden ende.
Derfor kan man godt forvente, at den gennemsnitlige tømrer timepris vil være lige omkring 500 kroner i timen.